Janne
Jakobsen

Jeg kan høre Noras stemme i mit hoved:
„Sif er jo megavild med ham. Når man er vild med en fyr, så har man dibs på ham, og så må ens veninder ikke blive vild med ham.‟
Jeg begynder at skrive et svar. Jeg kan desværre ikke følges, starter jeg. Men da jeg skal til at forklare hvorfor, går jeg i stå.
Det er da for plat. Vi er jo bare klassekammerater, der skal samme vej til skole. Hvorfor skulle vi ikke følges?

”Hvad mener du med 15 eller 16 år?” spørger My, uden at tage øjnene fra pigen.

”Hun har fødselsdag i dag, så det afhænger af, hvornår præcis hun døde,” svarer Jens.
Det er morgen lige om lidt. Nogen vil snart stå op og gøre klar til fødselsdagsfejring. My ser det for sig. Trippen og tyssen foran værelsesdøren, håndtaget, der langsomt bliver trykket ned, glad viften med flag, og så: I dag er det Sasjas fødselsdag, hurra hurra hurra.

”Ej, hvor cool! Det er jo en rigtig hule.”
De drejer rundt ved lyden af min stemme.
”Det er en klub,” siger Celine. Hun lyder vred. ”Ingen må vide, at vi er her.”
”Nej nej,” siger jeg. ”Det er klart. Jeg siger det ikke til nogen.”
Hun rynker brynene. Ser på mig med det samme blik, som da jeg stod i prøverummet.
”Men,” siger hun. ”Du kan altså heller ikke være her.”
”Hvad mener du?”
Ved hun ikke, at Nora og jeg er bedste veninder? Har hun slet ikke fattet det?
Nora siger ikke noget. Hun kigger ned på sine sko.
”Det er…” Celine tøver. ”Det er de mørkhårede pigers klub!” siger hun så. ”Og du har jo sådan noget gult hår.”

Demens. Jeg smager på ordet. Det er ikke et godt ord, men det lyder heller ikke, som om det dækker over noget meget ubehageligt. Det lyder bare sådan lidt ligegyldigt. Som et kedeligt brætspil: ”Skal vi spille Demens?” eller som noget, man skal kunne i matematik: ”Og hvad sker der, hvis vi omregner det til demens, hvad bliver det så?” Demens er et snydeord, der ikke afslører, hvor ondt og dumt det i virkeligheden er.