Jeg har altid elsket at finde på historier. Hvis jeg f.eks. sidder på en café og venter på en veninde, kan jeg blive så optaget af at finde på historier om, hvem de andre cafégæster er og hvilke relationer de har – eller får – til hinanden, at det bliver pinligt, når de opdager, at jeg sidder og stirrer.

Mine børnebøger er inspireret af historier, jeg har fortalt til mine egne børn. For mig har historierne bl.a. været en måde at åbne op for samtaler om ting, der kan være lidt svære at tale om – som f.eks. at føle sig udenfor, ikke at føle sig god nok og at håndtere sygdom i familien.

Min debutkrimi Kvalt udspringer af interviews og samtaler, jeg i mit tidligere arbejde på Institut for Menneskerettigheder har haft med skønne, seje børn og unge, der har forældre i fængsel og har skulle stå model til alt for meget.
Kvalt er første bog i en planlagt serie om det umage efterforskningspar My Ravn og Bolette Glente.

Jeg bor i Trørød sammen med den hér smukke gyldne retriever, som hedder Spejder. Nåh ja – og så også sammen med min mand og vores to teenagebørn 😊